Som nystartet iværksætter er det afgørende, at du er i stand til at skabe synlighed og opmærksomhed omkring din virksomhed. Ellers kan din idé være nok så god. Hvis kunderne ikke ved, at du og dit fantastiske produkt eksisterer, bliver de væk. Derfor er der nogle overvejelser, du er nødt til at gøre dig, og gerne så tidligt som muligt. Markedsføring kan måske virke både dyrt og unødvendigt – dit produkt er jo så godt, at det burde sælge sig selv. Men stol på os. Du er nødt til at prioritere markedsføring højt, især i begyndelsen af dit iværksættereventyr.
Nettet er ikke til at komme uden om
Før i tiden var markedsføring simpelt. Hvis du ville reklamere for dit firma, indrykkede du en annonce i et eller flere af de store dagblade. Kanalerne var få dengang, og din synlighed var sikret for relativt få midler. I dag er tiderne anderledes. Der foregår en hæsblæsende kamp om kundernes opmærksomhed, og det bliver stadig sværere og sværere at trænge igennem muren af støj. Men verden har jo brug for dit produkt, så derfor er du nødt til at prøve.
De store aviser og dagblade kan stadig være et relevant sted at reklamere. Men mange mennesker tilbringer langt mere tid på nettet end med et dagblad mellem hænderne. Derfor er du nødt til at kende din målgruppe rigtig godt. Foretag en grundig målgruppeanalyse, så du ved, hvor du kan ramme din målgruppe bedst. Vi tør godt vove den påstand, at du ikke slipper for at prioritere en solid tilstedeværelse på nettet.
Prioritér en god hjemmeside og de sociale medier
Et godt sted at starte er at lave en skarp hjemmeside. Hvis du er nystartet iværksætter, er der måske ikke så mange penge på kistebunden (endnu). I så fald kan det være en god idé at prøve kræfter med det selv. Der findes mange vejledninger på nettet, som kan hjælpe dig på vej. Overvej dog nøje, om du har tiden og evnerne til at få hjemmesiden op på et professionelt niveau. En anden mulighed er at hyre et bureau til at varetage opgaven for dig. Det er en dyrere løsning – men hjemmesiden bliver måske også derefter.
Hvis hjemmesiden er motoren i din forretning, så bør de sociale medier være hjulene, der får dig ud over stepperne. Det er her, du virkelig kan få fart over feltet. Så sørg for at være til stede på alle de sociale platforme, der er relevante for din målgruppe. Gør du det, er du godt på vej til at blive både set og hørt af dine kommende kunder.