Børnepenge – Så meget får du

Med børn kommer en masse skønne ting. Uden at underminere dette, kommer der dog også en del ekstra udgifter. Børnepenge er en offentlig ydelse, til det formål at lette hverdagen for forsørgeren, og give en hjælpende hånd med nogle af de udgifter, som børn fører med sig.

På denne side har vi samlet en mængde informationer med relevans til forældrene. Her kan du forhåbentlig finde svar på dine spørgsmål om børnepenge, både overordnede spørgsmål, og også spørgsmål ved særlige forhold. Hvis du stadig har spørgsmål, kan du finde mere relevant information på borger.dk.

Hvem er berettiget til børnepenge?

Du kan få udbetalt børnepenge, mens dit barn er i alderen 0-17 år. Første udbetaling sker det første kvartal efter, at barnet er blevet født. Sidste udbetaling sker i starten af det kvartal, hvor barnet fylder 18.

For at modtage børnepenge kræver det, at det er dig som har forældremyndigheden over barnet. Det kræver også, at både du og barnet er bosat i Danmark, og at du er fuldt skattepligtig.

Hvor meget og hvor ofte får jeg udbetalt børnepenge?

Fra barnet er i alderen 0-14 år bliver børnepenge udbetalt hvert kvartal. Fra barnet når alderen 15, indtil det fylder 18, bliver børnepengene udbetalt hver måned. Beløbet, der bliver udbetalt er afhængigt af barnets alder.

Her er et skema over de aktuelle takster for det faste udbetalte beløb anno 2019:

Alder Beløb Hyppighed
0-2 år 4491 kr. Pr. kvartal
3-6 år 3555 kr. Pr. kvartal
7-14 år 2796 kr. Pr. kvartal
15-17 år 932 kr. Pr. måned

Pengene udbetales altid d. 20. i den pågældende måned.

Yderligere børnetilskud?

Hvis du eller dit barn er i en særlig situation, kan du få nogle tilskud oven i den normale udbetaling af børnepenge.

Børnetilskud til studerende forældre

Hvis du er under uddannelse, og har et barn, kan du modtage et tilskud. Det kræver, at du er i lære, eller er under en SU-berettiget uddannelse. Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvis du allerede modtager forsørgertillæg til SU, kan du ikke modtage børnetilskuddet. Hvis du bor sammen med en partner, som ikke modtager forsørgertillægget til SU, har denne dog mulighed for at modtage tilskuddet. Hvis begge forældre er under uddannelse, og i har mere end ét barn, er i berettiget 2 tilskud.

Tilskuddets størrelse er afhængigt af indkomst, og er højst på 1701 kroner pr. kvartal.

I kan ikke modtage tilskuddet hvis I har en indkomst over:

  • 204.420 kr. for enlige
  • 272.340 kr. for par, der er berettiget 1 tilskud
  • 340.380 kr. for par, der er berettiget 2 tilskud

Du skal ansøge for at modtage dette tilskud. Det gør du ved at udfylde en blanket, som du kan få udleveret ved at sende en mail til Udbetaling Danmark.

Børnepenge til enlige

Er du enlig forsørger kan du også modtage et yderligere børnetilskud. For at modtage dette kræves der, at du er såkaldt ”reelt enlig forsørger”. Dette vurderer Udbetaling Danmark dels ved at se på aspekter af din økonomi (fælles økonomi, fælles husholdning, ægteskab), dels ved en samtale, hvor du og din eventuelle partner forklarer jeres situation.

Tilskuddet består af et ordinært beløb og et ekstra beløb. Det ekstra beløb kan udbetales, hvis barnet bor hos dig. Det ordinære beløb udbetales pr. barn, mens du kun kan modtage ét ekstra beløb, uanset antal børn. Det ordinære tilskud ligger på 1296 kroner pr. barn, mens det ekstra tilskud ligger på 1.321 kroner. Tilskuddet udbetales hvert kvartal.

For at modtage dette tilskud, skal du sende en anmodning til Udbetaling Danmark. Dette kan du gøre online med dit NemID.

Børnetilskud ved adoption

Har du adopteret et udenlandsk barn igennem en godkendt adoptionsorganisation, kan du søge om adoptionstilskud. Du kan ikke modtage adoptionstilskuddet ved adoption af et dansk barn.

Tilskuddet er et engangsbeløb på 49.233 kroner. For at modtage tilskuddet, skal du udfylde et ansøgningsskema og sende dette til Udbetaling Danmark. Du modtager beløbet, når staten kan bekræfte, at barnet er ankommet til Danmark.

Tilskud ved flerbørnsfødsel

Hvis du har tvillinger eller trillinger, kan du modtage et flerbørnstilskud. For at modtage dette tilskud kræves det, at børnene er født samtidigt. Tilskuddet er på 2137 kroner pr. barn udover det første. Dvs. et tilskud ved tvillinger, to tilskud ved trillinger, etc. Tilskuddet udbetales hvert kvartal. Udbetaling Danmark udbetaler automatisk ekstra tilskud ved fødsel af flerlinger. Du skal således ikke selv gøre noget for at modtage dette tilskud.

Tilskud ved en enkelt forælder

Er den ene forælder død, eller er faderskabet ikke fastslået, er det muligt at modtage et særligt børnetilskud. Tilskuddet udbetales automatisk, hvis den ene forælder dør, og man skal således ikke selv gøre noget. Hvis faderskabet ikke er fastslået, kan man sende en anmodning til Udbetaling Danmark om at modtage tilskuddet.

Tilskuddet ligger på 3312 kroner og et tillæg på 429 kroner. Tilskuddet udbetales hvert kvartal.

, , ,

No comments yet.

Skriv et svar

Powered by WordPress. Designed by WooThemes